CHANDELIERS – KULTURFEST HERNING 2021

Invitation til skoleklasser

Fællesprojekt til Kulturfest Herning den 5. juni 2021
Sjældent har vi trængt til fest og fælles kulturoplevelser som i år. Det er derfor med stor glæde og forventning, at vi ser frem til Kulturfestens opstart lørdag den 5.juni. Det sker med mange forskellige kulturelle aktiviteter og optrædener på forskellige scener og locations i Herning midtby. 
I fællesskab skal vi lave en festlig, farverig og fantastisk udsmykning omkring en af de centrale scener. For at det bliver noget særligt, har vi brug for, at rigtig mange vil være med og bidrage til vores fællesprojekt. Vi inviterer derfor alle skoleklasser til at lave Chandeliers, der skal sprede ”lys”, god stemning og gode oplevelser i Herning by.
Chandeliers – eller lysekroner (uden lys) – fremstilles af genbrugsmaterialer og alle de sjove og anderledes dimser og dingenoter, I har på lager eller som børnene kan finde derhjemme. Materialerne skal kunne tåle regn og blæst, og monteringen af dimserne skal altså også være holdbar og stabil.
Der udleveres op til 4 lampestativer til hver klasse. Dette stativ er grundmodulet til gruppens lysekrone. Stativet kan males eller bevikles tæt med garn eller andet udsmykning. Til hver klasse medfølger ståltråd til ophæng.

Materialerne kan fx være: Kulørte plastikposer, mosgummi, snor, garn, jerseygarn og bånd, fjer, store knapper og perler, sugerør, plastiklåg fra juiceflasker, mælkekartonpap, tegninger eller små billeder på papir, der lamineres og kan indgå i ”lysekronen”, kulørte skuresvampe, der kan klippes i mindre stykker, stofrester i strimler, der kan laves til kvaster eller vikles om stativet og hvad I ellers har af super gode ideer.

Inspiration: Når I har tilmeldt jeres klasse, modtager I inspiration til opgaven. I kan også tilmelde jer vores inspirationsmøde på Teams tirsdag den 27. april kl. 15.30-16.30.

Tilmelding: På mail til anne@herningbilledskole.dk. Angiv antal klasser og om I ønsker 2, 3 eller 4 stativer pr. klasse.

Frist for tilmelding til projektet og Inspirationsmøde på Teams: Mandag den 19. april, så skynd jer at melde til.

Uddeling af materialer og afhentning af færdige chandeliers: Vi leverer materialerne hos jer i dagene 28. og 29. april 2021. Vi kommer tilbage i uge 22 og henter jeres færdige produkter. I hører nærmere om det inden vi kommer. Jeres chandeliers vil kunne ses samlet lørdag den 5. juni.

Vi glæder os til endnu engang at præsentere noget helt særligt sammen med jer og ser frem til at høre fra jer så hurtigt som muligt.

Med venlig hilsen
Herning Billedskole
Else Egsgaard, Billedskoleleder