Kulturfestprojekt for børnehaver

– et fælles BILLEDKUNSTPROJEKT til Kulturfest Herning 2024 ”Kys livet”

KÆRE BØRNEHAVER
Billedskolen har fornøjelsen at invitere jer til at deltage i et stort fælles billedkunstprojekt i forbindelse med Kulturfest Herning 2024. Med i projektet er også kommunens skoler og aktivitets- og plejecentrene.
Brugte, slidte, gamle, kasserede stole har deres helt eget liv. Vi forandrer dem, samler dem og giver dem en ny funktion i byrummet.
Hver stol – sin historie. Flere stole – nye historier. De ombyggede/udsmykkede/ historiefortællende spisebordstole samles i forskellige formationer, så de danner nye skulpturer med hver deres eget liv og udtryk.
Rundt omkring i Herning Bymidte etablerer vi dermed skulpturelle installationer, der skal glæde og give nyt liv til stolene, pladserne og de, der kommer forbi. Vi kalder det INSTOLATION
Jeres stole skal indgå i den samlede installation i Herning Bymidte lørdag den 8. juni. Derudover skal de samles og udstilles udendørs i jeres egen institution.

OPGAVEN
Vi ombygger, udsmykker, udvikler og skaber nye historier med gamle spisebordstole. Vi forestiller os, at arbejdet med en stol kan være et samarbejde mellem børn i en større eller mindre gruppe, afhængigt af, hvordan I tænker, at projektet kan give mening i jeres institution.

INSPIRATIONSWORKSHOP
Stole har forskellige karakteristika: ranke rygge, slanke rygge, brede rygge, bløde rygge, stive ben, tynde ben, runde ben, skæve ben osv. Allerede der starter en fortælling.
Vi inviterer til INSPIRATIONSWORKSHOP tirsdag den 9. april kl. 9.30-12.30 på Herning Billedskole, Nørregade 7A. Her får I ideer til fremgangsmåder, variationer og differentieringsmuligheder, der passer til jeres målgruppe. Vi skal selvfølgelig også prøve at lave par stole ud fra vores og jeres ideer og inspiration.  Vi hjælper jer gerne med ideer til igangsætning af arbejdet med børnene.

OPSTILLING OG AFHENTNING AF VÆRKER
Værkerne skal afleveres og opstilles på udvalgte steder i Herning midtby LØRDAG DEN 8. juni i tidsrummet kl. 9-10. I skal selv stille op på de anviste pladser. Vi er selvfølgelig til stede, hjælper og guider. I får nærmere information om sted for opstilling senere.
Værkerne kan hentes igen fra lørdag den 8. juni kl. 18 og herefter stilles op ved jeres egen institution.

INSTOLATION – ”MORGENMADS-AKTION”
Når vi sammen har fået jeres værker på plads, inviterer vi jer pædagoger, skolernes lærere og evt. hjælpere til morgenmad og billedkunstsnak ved et veldækket morgenbord i gågaden i Herning.

MATERIALER
I skal selv på jagt efter aflagte spisebordstole eller tilsvarende. Derudover er der nærmest ingen grænser for, hvilke materialer, der kan anvendes til at forandre udtrykket. Det eneste krav til materialer er, at det skal kunne tåle at stå ude i det danske sommervejr. Til forvandlingen uddeler vi akrylmaling af en god og børnevenlig kvalitet, så stolene kommer til at stå flotte og farverige. Malingen udleveres ifm. inspirationsworkshoppen den 9. april 2024. Deltager man ikke her, kan det afhentes i løbet af ugen. Stole og øvrige materialer skal institutionen selv stille til rådighed.

TILMELDING TIL PROJEKTET
Skriv til tilmelding@herningbilledskole.dk senest den torsdag den 7. marts 2024.
Angiv venligst:

  • Institutionens navn, evt. børnegruppe og navn, tlf.nr og mailadresse på kontaktperson hos jer
  • Ca. antal ”stole-værker” og deltagende børn
  • Antal og navn på jeres deltagere til INSPIRATIONSWORKSHOP den 9. april kl. 9.-30-12.30.

Har I spørgsmål vedr. projektet, så ring eller skriv gerne til else@herningbilleskole.dk, tlf. 21442714. Vi håber, at rigtig mange har lyst til at deltage. Vi vil så gerne have jer med i projektet og glæder os til at arbejde sammen med jer. Vi tror, at det bliver sjovt at arbejde med og kan skabe gode oplevelser for jeres børn og Kulturfesten.

Med venlig hilsen
Herning Billedskole
Else Egsgaard, Billedskoleleder

Kreativitet for alle